Gerdas georginer

Jeg kommer forbi Gerdas have hver dag. I embeds medfør så at sige, for det er på Fluks’ gåtur. Gerdas have strutter af georginer og en masse andre blomster. Hun kender ikke navnene på dem, for det betyder ikke noget. Næh, det er synet af dem, som hun glæder sig over. Det ved jeg, fordi hun inviterede mig indenfor idag.
Gerda er i 70’erne og forhenværende landmandskone. Da hun var 41 år fik hun leddegigt og det besværliggør dagligdagen og især havearbejdet. Derfor har hun havemand til det grove, og så nusser hun blandt blomsterne.
Der en eksplosion af farver, og der er blomster i alle højder. Jeg spurgte hende, hvordan hun planlægger haven. Det gør hun ikke. Hun siger bare hvor de skal stå, og så afgør havemanden, om det ser rigtigt ud. Det er en meget fin arbejdsdeling. Man kommer ihvertfald ikke op og skændes.

Her er nogle af hendes blomster:

DSC_0010DSC_0011DSC_0020

 

 

50-års-dagen

Da Egon var i slutningen af 30erne havde han en Folkevogn. Den kunne køre 70 km i timen som det højeste. I 1967 var der ikke så mange biler på vejene, og slet ikke om natten.
Egon var i sin bil på vej hjem efter et familiebesøg og kunne på lang afstand se, at der kom en modkørende bil. Da den var ca. 30 m fra ham, drejede den pludselig over i hans kørebane. Egon hev rattet rundt for at undgå ulykken, men blev ramt i siden.
Bilisten i den anden bil døde ved uheldet. Egon slap med skrækken.

I går var det 50 år siden. Egon tænker på det hvert år på årsdagen.
Da han fortalte mig historien i dag, havde han tårer i øjnene: “Tænk hvis jeg var kørt noget før, så var det aldrig sket.” Han fortsætter: “Politiet sagde til mig, at jeg ikke var skyld i ulykken – at jeg ikke skulle bryde mit hoved med det skete… men jeg tænker alligevel på det hvert år på dagen – det var en NSU Prinz.”

Jeg havde ikke nogen ord til trøst eller opmuntring. Det er svært at hamle op med 50-års skyldfølelse. Også selvom den ikke er berettiget…

 

Jeg er forarget.

Nede ved åen stod 3 borde/bænke sæt fastgjort til fliser med jernspyd. Nogen synes åbenbart ikke om møbleringen, så de har skåret/revet sættene fri fra fliserne, og flyttet rundt på dem. Fliserne bliver så brugt til bålplads.

Jeg ringer til ansvarshavende kommune og fortæller om misèren. Manden i den anden ende siger, at det har de ikke tid til at tage sig af nu – ferietiden får skylden. Jeg spørger så, om de vil have en anmeldelse, hvis de bliver stjålet – ligesom de borde/bænke sæt fra de foregående år blev det. Jeg tænker på forsikringsspørgsmålet… Han svarer, at det vist er nede i småtingsafdelingen, altså at forsikringen ikke vil tage sig af det.
Jeg trækker vejret dybt ind, og undlader at eksplodere. Han siger tak for anmeldelsen.

Jeg er forarget fordi
– det er hærværk mod offentlig ejendom
– kommunen ikke tager det alvorligt
– værdierne skrider mere og mere

Jeg er vokset op med respekt for offentlig ejendom. Jeg mener, at vi alle skal passe på de ting, som bliver stillet til rådighed for os. Undrer mig over hvor den tankegang gik tabt.

Ps. Jeg har arbejdet i en ungdomsklub i et belastet område, hvor de unge jævnligt brugte døre og møbler som afløb for deres raseri. Hvis tingene blev repareret hurtigt, faldt risikoen for, at det skete igen… Det kan man så tænke over.

 

Krydspejling

Idag har jeg lært at krydspejle.

Det begyndte således: Jeg stod på Amtmand Hoppes bro og kiggede ned i vandet. En ældre herre på cykel, med cykelhjelm og bukseklemmer, holdt ind ved siden af mig.
Vi talte lidt om pengeskabet, der ligger dernede i åen. Og så kom han i tanker om, at han engang havde fundet en geværgranat i en sø ved Stoholm.
Jeg fik hele den dramatiske historie; lige fra den angst han følte til den overlegne betjent, som han havde hidkaldt.
Dengang i 70’erne havde man jo ikke mobiltelefoner. Han havde derfor forladt stedet for at ringe til politiet. Og det efter at have foretaget en krydspejling.
Jeg var overvældet af hele historien og spurgte om hvad sådan en krydspejling var.
“Jo, ser du…..”
Lang historie kort: Man finder en bemærkelsesværdig genstand i landskabet, ex.vis et enligtstående træ. Man finder en anden genstand, ex.vis en vindmølle og så bevæger man sig i forhold til de 2 genstande, således at de lapper over hinanden. Så vender man 180 gr rundt og gentager seancen. Og vupti har man lavet en krydspejling, som hjælper een til at finde tilbage til et bestemt punkt.

Han havde lært det ved spejderne. Jeg har aldrig været spejder, derfor…