Bare en hund.

Fluks’ besøgsven har mistet sin hund. Det talte vi om idag. Hun savner den meget, selvom hun ikke boede sammen med den mere. Hun ville så gerne have holdt dens pote, da den blev aflivet. Det var desværre ikke muligt.
Hun har haft det svært med at folk siger: “Det er da bare en hund”. Men hun har nok haft det mere svært ved, at folk ikke anerkender hendes sorg over hunden.
Vi talte også om alle de hunde vi har måttet sige farvel til. Det er blevet til nogen stykker igennem et langt liv. Der er dog nogle der bliver hængende i ens hjerte. For Fluks’ besøgsven var det  Buster, en ruhårsblanding fra hendes barndom. Ham har hun mange historier om.
For mig har Thit været den sværeste hund at sige farvel til. Hun kunne være blevet 8 år i dag.

Mandage

Hver mandag er jeg “på kontoret”. Det betyder, at jeg sidder ved PC’en og laver praktisk arbejde. Regninger ex.vis. I den sjove ende er jeg ved at lave en ny bog  om familiens rejse til Færøerne i 1981. Det gamle ringbind var ved at gå fra hinanden og billederne faldt ud fra siderne.
Den nye bog laver jeg i en scrapbog. Det har krævet lidt planlægning at flytte billeder og tekst til et nyt format, men det bliver et flot resultat. I den gamle bog var teksten håndskrevet. Det har været sjovt at se hvordan min håndskrift har ændret sig, men i den nye bog skriver jeg teksten på PC med en smuk skrifttype. Jeg bruger den originale tekst, men retter fejl. Og så føjer jeg til hvor min hukommelse pludselig vågner. Jeg nyder mine mandage.

Desværre er billederne falmede, men jeg vurderede at de kunne holde 30 år mere. På billedet ses bl.a. vores bil: En lyseblå Ford 12M. Vi sejlede med skib derop og havde bilen med. På det andet billede ses pigerne på postbåden iført deres nyindkøbte huer. Vi besøgte en strikkevarefabrik, hvor 12 – 15 damer sad i en rundkreds og strikkede trøjer og alt muligt af uldgarn. Jeg købte en sweater ved samme lejlighed. Den var vandtæt i mange år efter.
Dengang svor jeg, at jeg ville til Færøerne igen. Det kom jeg i 2006. Måske kommer jeg igen derop…

 

 

 

Man skal huske at grine

Det blev jeg lige mindet om, da jeg modtog en mail med et vedhæftet billede. Tak for det, Lou!

Og der er meget at grine af. Fuglene udenfor, som jeg fodrer, ser jeg i mange sjove situationer: Når de slås om maden skulle man tro, at de kan tænke. Men det kan de jo ikke, vel?
Der kommer en musvit, som har fundet ud af at lave høge-alarm. Den hopper de andre på hver gang, og musvitten får alle herlighederne for sig selv.
Eller når Fluks folder sig ud. Han har mange strategier, der har til hensigt at flytte mig fra A til B. Når han puffer er det ikke sjovt. Men det er det, når han løber 5 gange rundt om spisebordet for at fortælle mig, at nu får vi gæster. Man skal nok være der, for at sætte pris på morsomheden…

Anyway. Det jeg ville med årets første opdatering var, at I skal huske at grine. Husk det!