Sandhed

Man skal være glad for vejret, så længe man kan trække det!

En mandag

Mandage er jeg “på kontoret”. I dag lykkedes det mig at udskyde pligten til klokken var over halv elleve. Men måtte jo til det: Lave årets budget, et realistisk ét af slagsen. Jeg har fået lønforhøjelse, men det bliver ædt op af stigninger i mine faste udgifter. Hunden fulgte med på sidelinien. Han er ret god til det. Giver mig ret i alle dispositioner. Så da vi var enige om strategien, var klokken blevet næsten 14 og Fluks rendte rundt efter noget han kunne aflevere. Så meget for hundens medvirken i min økonomi. Hans strategi var at komme ud og løbe i sneen.
Markvejen havde kun haft een besøgende hele dagen. Posten som kørte ind og ud. Ingen gående havde været på spil. Det er altid en nydelse, at være den første der betræder den nye sne. Eneste lyde var knitren fra mine fodtrin og skrigene fra en musvåge.

Og så skete det igen, mens jeg stod og beundrede hundens ihærdige forsøg på at finde en mus. Den store plan for min fremtidige økonomi faldt helt til jorden. Jeg havde fundet en helt ny vinkel ind til problemet…

Hvad lærte jeg så denne mandag?

At jeg skal gå ud med hunden om formiddagen. Og gemme tænkearbejdet til jeg har fået frisk luft.

Man skal huske at grine

Det blev jeg lige mindet om, da jeg modtog en mail med et vedhæftet billede. Tak for det, Lou!

Og der er meget at grine af. Fuglene udenfor, som jeg fodrer, ser jeg i mange sjove situationer: Når de slås om maden skulle man tro, at de kan tænke. Men det kan de jo ikke, vel?
Der kommer en musvit, som har fundet ud af at lave høge-alarm. Den hopper de andre på hver gang, og musvitten får alle herlighederne for sig selv.
Eller når Fluks folder sig ud. Han har mange strategier, der har til hensigt at flytte mig fra A til B. Når han puffer er det ikke sjovt. Men det er det, når han løber 5 gange rundt om spisebordet for at fortælle mig, at nu får vi gæster. Man skal nok være der, for at sætte pris på morsomheden…

Anyway. Det jeg ville med årets første opdatering var, at I skal huske at grine. Husk det!

15 km til mål

Praktisk at vide. At man kun har 15 km tilbage. Så kan man da se en ende på aktiviteten.

Mødte 12 herrer i alderen 35  til ca. 45 år. De gjorde dèt som mænd gør, når de er mange og skal det samme: Talte meget højt, havde store armbevægelser og grinede meget. Skubbede lidt til dem, som ikke var helt med på opgaven. Det var ret morsomt at kigge på.
Nu må man ikke tro, at jeg lurer. Næh, jeg står stille således at Fluks kan nå at læse avisen og spise lidt græs. Jeg får mange oplevelse på den konto.

Åh ja. Jeg glemte helt at nævne oppakningen: 3 kartonner Slots Beer, 1 karton Kildevand og en radio. Jojo, de herrer forstår skam at hygge sig på kano-turen.

Overspring

Jeg elsker at strikke. Min strikkehistorie går langt tilbage. Begyndte tidligt i barndommen, fortsatte i teenageårene, hvor jeg hæklede et fantastisk hippiesjal. Senere kom babytøjet og så videre. Blev en rigtig god strikker undervejs. Holdt en pause i nogle år, men begyndte igen for omkring 10-12 år siden.

Der er så mange gode ideer, som skal afprøves, så jeg tænker stort, svært og udfordrende. Er pt igang med en ulden jakke, som der ikke er nogen ben i. Den er ret kedelig og det er så min undskyldning for, at den ligger lunt og godt i sin pose. Samtidig strikker jeg en kjole i tyndt uldgarn på rundpind. Det har jeg gjort hele året. Er nået op til bærestykket, hvor der strikkes bieser. Det lyde jo ikke af noget særligt, men jeg har pillet bærestykket op 3 gange.

Og nu kommer det: Jeg har udviklet en strategi. Hver gang jeg tager tilløb til at strikke på kjolen får jeg alle mulige fantastiske ideer. Sidst hæklede jeg denne lille pose, som jeg ikke aner hvad jeg skal bruge til…