Besøgshund på læsekursus

Lige hjemkommet efter 3 dages intensivt kursus i Guidet Fælles Læsning. Kursuset er et samarbejde mellem Randers Kommune og Læseforeningen. Hvor var det dejligt, at være deltager igen ude i det pulserende liv.
Vi var 10 kursister, som var højt motiverede til opgaven. Vores 2 undervisere var dygtige til at få os igennem “pensum”. Og der var masser af øvelser vi skulle deltage i.

Og nu er vi så 10 frivillige, som skal starte Læsegrupper på plejehjemmene. Vi læser skønlitteratur og digte for beboerne, og har lært hvordan man guider dem igennem læseoplevelsen. Vi er samtidig forpligtiget til at føre logbog over vores arbejde, idet Socialministeriet har givet penge til projektet, og det skal dokumenteres.

Fluks var med den sidste dag. Han var virkelig i sit es. “Snakkede” med alle. Det var en træt hund sidst på dagen.

Forår!

På årets første, rigtige forårsdag smed jeg handskerne, og tog hunden med ned til åen. Der stod vi så og kiggede på vandet. Vi fik selskab af en ældre dame, som gerne ville hilse på Fluks. Det ville han også, så de fik “snakket” lidt. Hun fortalte, at hun gerne ville have hund, men at hendes mand ikke ville. Og det skulle være sådan een som Fluks. De havde haft hund, da de boede i Afrika i 14 år, men dernede har man hund på en anden måde. Hendes mand vil ikke have hund, fordi den så skal være indendørs.
Og så spurgte hun ellers ind til racen. Hun fik grundig vejledning og jeg stoppede først, da jeg kunne mærke Fluks’ blik på min person. Han logrede for at komme videre. Og damen hun forstod det med det samme: “Altså, hvor er han klog,”sagde hun.
Jeg ville ikke ødelægge den gode stemning med at sige, at hunden ikke var klog. Han ville bare have sin gåtur i fred. Jeg smilede sødt til hende, og vi gik alle videre.

Hundesprog for dummies

Huh: nå, endelig er du færdig (når jeg er for langsom om morgenen).
Pøff: hun er ikke klar endnu (om tæver, som ikke er klar til parring).
Ihiej: jeg keder mig (uden gaben).
Intensiv gaben med lyd: nu har jeg ventet længe nok på: mad, gåtur, kram og klap etc.
Piben: infantil reaktion på gæster.
Intensiv skrigen: nu kommer der en fra fanklubben (han spotter dem ca. 5 min. før bilen kommer).
Højlydt gøen med hysteriske overtoner: Der kommer nogen, og jeg er lige vågnet.
Almindelig, behersket gøen: Der kommer nogen. Tag dig lige af det (han mener mig).
Knurren: Der sker noget udenfor, men jeg gider ikke at engagere mig.
Prusten, skubben og møffen behøver ingen forklaring. Og dog.

Her forleden tog han nemlig prisen: Jeg havde, efter hundens mening, sovet længe nok. Så han startede med at stille sig op på 2 ben ved hovedpuden. Der begyndte han at møffe sig ind under min nakke. Derefter sprang han op i sengen, stadig med snuden under min nakke, og begyndte at skubbe sig ind under mig, så jeg til sidst endte i halvt siddende stilling.

Jeg rejste mig og hunden tog 5 omgange omkring spisebordet.

 

 

At føle sig heldig

En gang om måneden sidder jeg på afd. B5. Her får jeg flydende medicin ind i mine årer, hvilket er udmærket. Jeg sidder sammen med en masse forskellige mennesker, som alle har lungesygdomme af forskellig art og omfang. Jeg hører på hvordan de takler deres sygdom, og det er meget forskelligt. Lige fra den introverte type, som bærer sit kors med afmålt distance. Og den helt modsatte type, som glad og gerne lægger ud med hele historien. Jeg ligger midt imellem.

I dag fik jeg noget nyt at reflektere over. En pårørende var meget højtråbende på et uforståeligt sprog. Først da hans mor talte til ham på tegnsprog gik det op for mig, at han var døv. Samtidig sad jeg og hørte Becks Turn Away. Den er så smuk. Jeg så over på den døve mand og tænkte, at det var en skam, at han ikke kunne høre den. At han måtte have en meget lille verden. At jeg følte mig priviligeret. Midt i al den anden elendighed.