50-års-dagen

Da Egon var i slutningen af 30erne havde han en Folkevogn. Den kunne køre 70 km i timen som det højeste. I 1967 var der ikke så mange biler på vejene, og slet ikke om natten.
Egon var i sin bil på vej hjem efter et familiebesøg og kunne på lang afstand se, at der kom en modkørende bil. Da den var ca. 30 m fra ham, drejede den pludselig over i hans kørebane. Egon hev rattet rundt for at undgå ulykken, men blev ramt i siden.
Bilisten i den anden bil døde ved uheldet. Egon slap med skrækken.

I går var det 50 år siden. Egon tænker på det hvert år på årsdagen.
Da han fortalte mig historien i dag, havde han tårer i øjnene: “Tænk hvis jeg var kørt noget før, så var det aldrig sket.” Han fortsætter: “Politiet sagde til mig, at jeg ikke var skyld i ulykken – at jeg ikke skulle bryde mit hoved med det skete… men jeg tænker alligevel på det hvert år på dagen – det var en NSU Prinz.”

Jeg havde ikke nogen ord til trøst eller opmuntring. Det er svært at hamle op med 50-års skyldfølelse. Også selvom den ikke er berettiget…

 

Jeg er forarget.

Nede ved åen stod 3 borde/bænke sæt fastgjort til fliser med jernspyd. Nogen synes åbenbart ikke om møbleringen, så de har skåret/revet sættene fri fra fliserne, og flyttet rundt på dem. Fliserne bliver så brugt til bålplads.

Jeg ringer til ansvarshavende kommune og fortæller om misèren. Manden i den anden ende siger, at det har de ikke tid til at tage sig af nu – ferietiden får skylden. Jeg spørger så, om de vil have en anmeldelse, hvis de bliver stjålet – ligesom de borde/bænke sæt fra de foregående år blev det. Jeg tænker på forsikringsspørgsmålet… Han svarer, at det vist er nede i småtingsafdelingen, altså at forsikringen ikke vil tage sig af det.
Jeg trækker vejret dybt ind, og undlader at eksplodere. Han siger tak for anmeldelsen.

Jeg er forarget fordi
– det er hærværk mod offentlig ejendom
– kommunen ikke tager det alvorligt
– værdierne skrider mere og mere

Jeg er vokset op med respekt for offentlig ejendom. Jeg mener, at vi alle skal passe på de ting, som bliver stillet til rådighed for os. Undrer mig over hvor den tankegang gik tabt.

Ps. Jeg har arbejdet i en ungdomsklub i et belastet område, hvor de unge jævnligt brugte døre og møbler som afløb for deres raseri. Hvis tingene blev repareret hurtigt, faldt risikoen for, at det skete igen… Det kan man så tænke over.

 

Leif og bøgerne

Leif er pensioneret skolelærer og tidligere murer. Jeg besøger ham, fordi han har nogle bøger til salg, som jeg er interesseret i.
Hans kone Inga synes, at han skal vise mig nogle flere bøger og dermed begynder en rejse igennem et bygge-til-hus på over 300 kvm. Først skal jeg se de bøger han har i stuen.
“Dem vil jeg ikke af med,”siger han. Der var mange rariteter i reolerne, der gik fra gulv til loft. Jeg stod med et 3-binds værk i stort format om Danmarks Fugle, læderindbundet, og ville gerne have haft det med mig…
Så skulle jeg se hans værelse, der var fyldt med bøger i stabler på alle vandrette flader.
“Dem vil jeg ikke af med,”siger han, “jeg er ved at sortere dem.” Der var nogle fine kunstbøger…
Vi kom til den lille stue. Historien gentog sig. Også i kælderens halvanden etage. Der var 3 rum med bøger og hele gangarealet var flankeret af reoler med bøger.
“Dem der vil jeg godt af med,” siger han og peger på nogle Union-bøger. Jeg takker nej.
Jeg får øje på nogle skindindbundne bøger, og spørger om han selv har indbundet dem? Det viser sig, at han har lært at indbinde bøger ved den samme lærer, som jeg. Verden er lille.
Til sidst ender vi på Ingas værelse, der også er læsset til med bøger. Inga fortæller, at de er ved at sælge huset, og derfor skal bøgerne sælges. Kun dem de holder allermest af skal med til den nye adresse. Inga er dårligt gående og kan derfor ikke holde det store hus mere.
Leif mumler, at han sgu ikke håber, at huset bliver solgt. Godt at Inga er lidt døv.

Jeg tror ikke, at jeg har set så mange bøger i et privat hjem før. Der var virkelig, virkelig gode sager, som var samlet igennem 60 års ægteskab.
Jeg betaler for de bøger, som jeg var kommet for og fik som rabat en lille japansk kunstbog med de yndigste illustrationer.
Mens Leif følger mig ud får jeg historien om huset, som startede som et sommerhus ved fjorden. Han har selv bygget til af flere omgange. Huset fylder området godt ud.

“Pas på trappen,”råber han til afsked. Jeg vinker taknemmeligt. Som resten af huset bærer trappen præg af en entuiastisk håndværker, der bare skulle have trappen til at passe ind mellem hus og fortov.
Man kan lære meget om bøger og mennesker på en mandag.

Svend To

Mødte een af Pers gamle kolleger i dag. Han har lidt havetjans hist og her. Og så passer han på folks huse, når de er på ferie. I dag var han lidt ophidset, for han havde udløst en alarm i et hus. Ejeren er på ferie i Nord-Norge, men klarede skærene for ham via computer. Det talte Svend meget om.
Og så skulle jeg lige have historien om alt det han havde lavet i sit liv. “Du er jo en rigtig alt-mulig-mand,” siger jeg.
Det tænkte han lige over inden han accepterede titlen. Men her er listen: karl på gård, skovarbejder, tjener, havemand, arbejde i fiskeindustrien og træindustrien, budkørsel… jeg kan ikke huske flere. Men jeg kan huske ham fra bybilledet. Altid smilende og altid fuld fart på.
Han bliver 90 næste år.

Og Søndagsbørn gav lov

Her ved årets slutning vil jeg dele en sandhed:

Og Søndagsbørn gav lov

Selv om jeg tog
alt hvad jeg ejer
og forærede det bort
ville jeg dog stadig
være i besiddelse af
min kunnen og mine færdigheder

Selv om jeg besluttede mig til
at henleve resten af mit liv
blandt de fattige
i Djakartas slumkvarterer
ville jeg altid være bedre stillet end dem
fordi jeg selv havde valgt det

Og selv om mine venner forsvandt
og min verden sank i grus
i morgen
ville jeg stadig
have et fortrin for andre
i samme situation
fordi jeg indtil nu
har haft et godt liv

Så jeg må opgive
at blive lige så ulykkelig
som de ulykkelige
og i stedet påtage mig
den forpligtelse det er
at være en af de heldige

Tak for ordene til Lola Baidel