Dyr, der bader

Jeg har et fuglebad på terrassen. Det er ikke alle fugle, der bader. De fleste drikker bare vand. Men Skovspurvene elsker at bade. Der kan være 4 stykker i badet uden de kommer op at slås. Når en 5. entrerer badet bliver der kaos og larm. De sandbader også i de bare pletter i min græsplæne. Og spiser så græsfrøene, som jeg har smidt. Hmm.

I dag så jeg en hare bade i sand ude på marken. Det så morsomt ud. Dens lange ben strakte sig op i luften, mens den sprællede rundt. Det var tydeligt at se, når den lå på ryggen – så lyste dens store, hvide pels på maven op. Den havde en fest. Jeg prøvede at fotografere hændelsen, men var for langt væk. På det eneste billede, der var nogenlunde, kan man se haren midt i vognsporet som en mørk plet.

Mandage

Hver mandag er jeg “på kontoret”. Det betyder, at jeg sidder ved PC’en og laver praktisk arbejde. Regninger ex.vis. I den sjove ende er jeg ved at lave en ny bog  om familiens rejse til Færøerne i 1981. Det gamle ringbind var ved at gå fra hinanden og billederne faldt ud fra siderne.
Den nye bog laver jeg i en scrapbog. Det har krævet lidt planlægning at flytte billeder og tekst til et nyt format, men det bliver et flot resultat. I den gamle bog var teksten håndskrevet. Det har været sjovt at se hvordan min håndskrift har ændret sig, men i den nye bog skriver jeg teksten på PC med en smuk skrifttype. Jeg bruger den originale tekst, men retter fejl. Og så føjer jeg til hvor min hukommelse pludselig vågner. Jeg nyder mine mandage.

Desværre er billederne falmede, men jeg vurderede at de kunne holde 30 år mere. På billedet ses bl.a. vores bil: En lyseblå Ford 12M. Vi sejlede med skib derop og havde bilen med. På det andet billede ses pigerne på postbåden iført deres nyindkøbte huer. Vi besøgte en strikkevarefabrik, hvor 12 – 15 damer sad i en rundkreds og strikkede trøjer og alt muligt af uldgarn. Jeg købte en sweater ved samme lejlighed. Den var vandtæt i mange år efter.
Dengang svor jeg, at jeg ville til Færøerne igen. Det kom jeg i 2006. Måske kommer jeg igen derop…

 

 

 

Om at gå i mosen

Hunden og jeg gik daglig tur ad markvejen. Bag os lød en masse menneskestemmer, og da jeg vendte mig om, så jeg et vandrelaug indtage vejen.

Fluks og jeg gik i mosen.

Det første der mødte os var en musvåge, som sad på jorden. Den havde ikke tænkt sig at flytte sig. Vi blev stående for at nyde synet. Efter en tid opgav den sit ærinde, som viste sig at være indmaden fra et dyr.

Jeg nåede selvfølgelig ikke, at hive kameraet i stilling. Hvilket jeg heller ikke gjorde nogle minutter senere, da 2 rådyr masede sig igennem krattet og ud på engen.

I stedet lykkedes det mig at fange denne knude på en mose-eg. Og håndaftryk lavet af enten en mosekone eller en tørvetriller.

Hjemme i egen skov stødte vi på denne lille fyr:

Dagen var reddet. Der kom et dyr i kameraet!

 

Et fugleliv.

Hele vinteren har jeg haft fornøjelse af fuglene på min terrasse. De kommer dog ikke for min skyld. Jeg fodrer dem, og til gengæld får jeg indblik i deres liv.
Nogle af dem kan jeg kende fra de andre. Spætmejsen, som jeg kalder Tyksak, er meget mørk-beige på gumpen. Een af musvitterne er ekstremt aggressiv. Han jager alle væk fra foderpladsen, vogter sin mad og er i det hele taget asocial.
Det er skovspurvene til gengæld ikke. De kommer i store flokke og æder. De er dyre i drift. Blåmejserne er de sødeste. De sidder og venter på, at andre bliver færdig med at spise. Og vips, så er det deres tur. Sumpmejsen er ligeså fordringsløs.
Så er der alle dem, som kommer alene: Rødkælken, som kun kan være social med sig selv. Det ændrer sig dog i yngletiden… Grønirisken er en mistænksom størrelse. Den flyver bare jeg drejer hovedet.
Dens lillebror, Grønsiskenen, er til gengæld tillidsfuld. Den kigger ind af vinduet hver dag. Ingen panik. Jeg kan gå hen til vinduet, og den kigger bare. En dag havde den medbragt sin kone. Den rene idyl…

Det sluttede dog i går eftermiddags, da spurvehøgen tog en blåmejse, mens den sad på jorden og spiste det de andre levnede.

En revne i universet

Her burde stå et eller andet filosofisk, svarende til titlen på indlægget. Det eneste jeg kan sige er, at naturen er en fantastisk størrelse. Nyder den hver eneste dag…