Fluks, nu som dagplejehund

Idag mødte Fluks og jeg 5 dagplejebørn på broen. De var mellem halvanden og toogenhalv år gamle, fortalte dagplejemoderen. De skulle lege en sjov leg, hvor de smed noget i åen fra den ene side af broen. Og så skulle de løbe over på den anden side af broen for at se det nedkastede flyde med strømmen. Det syntes Fluks var en skæg leg, så han deltog på lige fod med rollingerne. Frem og tilbage. Frem og tilbage. De syntes, at det var sjovt, at Fluks var med: “Kom hund. Se hund,” råbte de.
Således gik der et kvarter. Rollingerne blev trætte og ville hellere ae hunden. Det var ikke alle, der var lige modige. Fluks er jo en stor hund. Men han løste problemet: Smed sig ned på ryggen og så kunne alle komme til. Da han endelig blev træt af kæleriet, kravlede han op på skødet af dagplejemoderen, som sad på hug ved siden af. Det havde hun ikke spor i mod.
En af drengene faldt over sine egne ben og begyndte at græde. Fluks var henne ved ham før dagplejemoderen. Drengen blev nusset og slikket – hvilket han dog ikke satte pris på.

Da vi kom hjem lå der en mail om, at jeg skal på kursus i februar. Læsehunde-kursus (og at Randers Bibliotek sikkert ville byde Fluks og mig velkomne, når kursus var overstået).
Tænkte, at Fluks lige havde vist hvordan man takler børn…

Tur-retur

Så en ung pige nede ved åen, iført det store vandreudstyr. Kæmpe rygsæk, vandrestøvler og soveunderlag. Hun studerede kortet over pramstien til Randers. Jeg tænkte med det samme, at hun måtte være kommet langvejs fra. Måske helt fra udlandet. Og nu skulle hun til Ålborg og holde jul. Og møde venner fra de andre vandreture…
Fluks og jeg gik hjemad.

Jeg er nok ikke den hurtigste op ad bakken, så den unge pige indhentede os lige før vi skulle krydse landevejen til hjem.
“Det er godt nok en ordentlig oppakning du har dèr,” siger jeg.
Hun ryster på hovedet imens hun afværger et kærligt angreb af Fluks. “Skub ham ned,”siger jeg. Hun griner: “Du skal passe på, at jeg ikke tager ham med”.
Nu hvor vi ligesom kendte hinanden… :”Hvor er du så på vej hen?”
Hun fortæller, at hun skal til Randers og besøge en veninde. Havde taget toget fra Århus til Langå for så at gå de sidste kilometer.
“Åh, jeg troede at du kom meget længere fra. Måske helt fra udlandet.” Hun siger, at så eksotisk er det ikke. Og at hun tager toget hjem i morgen.
Jeg ønsker hende en god tur og vandrer hjem med min hund.