Apropos menneskemøder.

Går den samme tur flere gange om ugen. I den sidste tid er man ved at lave en masse vejarbejde på strækningen. Flere gange, når jeg er gået forbi, er der en af arbejderne, som hilser pænt på mig. Smiler og løfter hånden til hilsen. Jeg er lidt beæret over opmærksomheden.
I dag skete der så dèt, at han krydsede gaden mens han hilste. Jeg tænkte, om han måske tror, at han kender mig? Om han vil invitere mig på en date?!
Næh nej. Han indleder :”Det er en dejlig hund, du har der.” Jeg er helt enig.
Han fortsætter:”Og en meget lydig hund.” Han klapper hunden med stor entusiasme:”Jeg har en af samme slags derhjemme. Den er bare hvid. Jeg kan bedre lide denne farve. Det er den rigtige.” (Jaja)
Han fortsætter: “Den er ikke nær så lydig. Faktisk slet ikke. Den er møgforkælet.” Siger han med et stort grin. Og jeg nikker i sympati.

Hvad kan jeg sige? Min hund er mere populær end mig. Jeg er lidt jaloux…